Damestenen

Kæmpestenen har været en turistattraktion lige siden, den blev beskrevet første gang i 1763. Skilte viser vej til stedet, hvor der er en parkeringsplads, der også har plads til turistbussser.

I 1840 blev Damestenen undersøgt af geologen J.G. Forchhammer, som mente, at den muligvis fortsatte længere ned i jorden end den synlige top lod formode. Den 8. april 1846 blev stenen fredet og skænket til staten af godsejer Dons af Hesselagergård. På befaling af Kong Christian den 8. blev Damestenens nordøstlige side gravet fri   -   sikkert for at undersøge om kolossen var faststående grundfjeld, der stak op af den fynske muld eller om den blot var en løs men ualmindelig stor sten. I dag ved vi, at grundfjeldet under Fyn befinder sig mere end 800 meter nede.

Stenen er aldrig blevet gravet helt fri, så vi kender ikke dens præcise størrelse. Den er dog cirka 13 meter lang, 10 meter bred, 6,5 meter høj (synlig højde), 46,8 meter i omkreds og har en anslået vægt på godt 1200 tons.

På overfladen af stenen findes der 12 skåltegn fra bronzealderen, men de er svære at se.

Damestenens geologi

Førstedamen blandt Danmarks kæmpesten har endnu til gode at blive undersøgt med moderne metoder og viden, som ville give os et langt mere nuanceret billede af stenens geologiske historie end det, vi har i dag.

Denne historie kan dog meget vel være begyndt, da en granit meget langt tilbage i tiden udkrystalliserede fra en smeltet stenmasse (magma) i et stort magmakammer dybt  nede i jordskorpen. Granitten blev en del af det svenske grundfjeld.

Damestenen omtales ofte som en lys rødliggrå, mellemkornet granit. Imidlertid synes store dele af stenen at bestå af stribede partier med folder, hvilket peger i retning af, at stenmaterialet på et tidspunkt blev udsat for så højt tryk og temperatur, at det blev formbart og at mineralerne kunne ordne sig i lyse og mørke bånd. Denne stentype kaldes gnejs.

På et tidspunkt opstod der sprækker i granitten/gnejsen, hvorefter en mørk, vulkansk lava trængte ind i sprækkerne. Da lavaen størknede, blev den til de mørkegrå, finkornede gange og indeslutninger af stentypen diabas, der ses i stenen. I Damestenen findes også lyse, grovkornede årer, såkaldte pegmatitter.

Millioners af års nedslidning af grundfjeldet og jordskorpebevægelser bragte efterhånden granitten/gnejsen op til overfladen. Her blev Damestenen vristet fri af grundfjeldet af istidens gletsjere og transporteret fra Sverige til Danmark. Under transporten blev stenen afrundet, slebet og skuret, inden den ved Hesselager blev presset ned i moræneleret under gletsjeren og frøs fast.

Mens gletsjeren fortsatte videre hen over stenen, skurede fastfrosne sten isens bund mod Damestenens overflade. Herved blev sydøstsiden af Damestenen -  der vendte mod isens bevægelsesretning (stødsiden) - slebet glat og forsynet med ridser (skurestriber), der netop afspejler isens bevægelsesretning fra sydøst mod nordvest. På nordvestsiden (læsiden) ’plukkede’ isen stykker af stenen, så denne side i dag fremstår stejl og uslebet.

Damestenen blev formentlig aflejret af en af de Ungbaltiske isstrømme under den sidste istid, Weichsel, inden for perioden 17-19.000 år før nu. På sin vej fra Sverige til Danmark kan stenen dog godt have været ’kastebold’ mellem flere forskellige isstrømme, inden den fandt sit endelige hvilested ved Hesselager.

Sagn og myter

Som et alternativ til de geologiske betragtninger, myldrer folketroen med alternative forklaringer. Et fællestræk i sagnene er, at enten en troldkvinde, jættekvinde, heks, trold eller jætte på Langeland følte sig voldsomt generet af kirkeklokkerne i Svindinge kirke, og derfor kylede en kæmpesten i retning af kirketårnet. Kræfterne slog dog ikke til og stenen landede på marken ved Hesselager. Vedkommende var tillige utilfreds med, at søfolk brugte kirkespiret som sømærke og derved undgik forlis.

Nogle har dog betvivlet stenkasterens kæmpekræfter og mener, at Damestenen først efter flyveturen er vokset til nuværende størrelse, da sten som bekendt vokser ved lugten af nybagt brød.

Kastesagnet har i visse skrøner fået en ekstra krølle, hvor en engel satte sin fod på den flyvende kæmpesten og derved forhindrede den i at ramme sit mål. På Damestenens top kan du se aftrykket af englens fod.

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil det glaciale landskab omkring Damestenen næppe forandres nævneværdigt inden for en overskuelig fremtid. Landskabeligt set befinder stenen sig i overfladen af en let bølgende moræneflade præget af gulbrunt moræneler, hvor begge elementer nok kan knyttes til den del af Bælthav Isstrømmen (17-18.000 år før nu), der kaldes ”Storebælt Gletsjeren”. Lige nord for Damestenen skråner morænefladen ned mod den markante nedskårne ådal, der gennemstrømmes af Stokkebækken.

Fremtidige øgede nedbørsmængder vil kunne påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene i området og derved   -   evt. periodisk   -   øge vandføringen i vandløb som Stokkebækken. I bunden af den dybe udgravning omkring Damestenen står der ofte vand og efter nedbørsrige perioder, kan vanddybden sagtens overstige en meter.

Selve lokaliteten dækker kun et meget lille areal og ligger omgivet af dyrkede marker uden væsentlige naturinteresser.

Værdi

Som Danmarks største kendte vandreblok på land har Damestenen naturligvis en meget stor geologisk og kulturhistorisk værdi og besøges årligt af flere tusinde turister. Store sten har generelt altid tiltrukket sig opmærksomhed og er som regel omgivet af en aura af overtro, sagn og myter. Stenen er også af arkæologisk betydning med sine 12 skåltegn fra bronzealderen.

Med sin imponerende størrelse er Damestenen også et fint eksempel på en gletsjers kræfter og evner til at transportere selv store og tunge emner, samt at kunne slibe, polere og ridse hårde materialer.

Damestenen har principielt set stor forskningsmæssig værdi og fortjener, alene ved at være kendt som ’Danmarks største sten’, en systematisk geologisk (petrografisk) undersøgelse ved hjælp af moderne teknologi, beskrivelse i moderne termer og inddragelse af vores nutidige viden om de bjergartsdannende processer.

Imidlertid betyder fredningen og beskyttelsen af stenen som et kulturhistorisk mindesmærke, at der ved tidligere lejligheder er givet afslag på ansøgninger om undersøgelser, der medfører indgreb på stenens overflade.

Damestenen blev fredet i 1846 og den omkringliggende matrikel i 1941. Stenen er klassificeret som Nationalt Geologisk Interesseområde NGI 203.