Egebjerg Bakker og Stenstrup Issø

Egebjerg Bakker og Stenstrup Issø er et storslået istidslandskab beliggende 8-10 km nordvest for Svendborg. Øst for Svendborgmotorvejen afgrænses området af Højes Dong Bakker med udsigtspunktet Højbjerg på 112 meter.

Der er parkeringspladser ved Egebjerg Mølle og Naturstyrelsens areal ved Bakkelundgård. I Egebjerg Bakker er der markerede vandrestier, heriblandt en strækning af Øhavsstien. Rundt om i området findes picnicpladser, madpakkehus, en shelterplads og flere gode udsigtspunkter.

I Egebjerg Mølle, en tidligere vindmølle fra 1861, finder du formidlingscentret Egebjerg Mølle Naturrum med udstillinger om områdets natur- og kulturhistorie. Der er åbent døgnet rundt, året rundt. Naturrummet skal inspirere besøgende til at tage ud og opleve naturen på egen hånd. Til skoler og institutioner forefindes grej til leg og læring i naturen. Fra det unikke glasprisme på toppen af møllen får man det helt store overblik over istidslandskabet og Det Sydfynske Øhav.

Nær Egebjerg Mølle ligger de fredede Rødme Svinehaver, Fyns fineste overdrev. Området har aldrig har været opdyrket, men er blevet afgræsset igennem århundreder. Det har skabt en artsrig vegetation med mange sjældne plantearter.

Nord for Egebjerg Bakker lå i slutningen af sidste istid, Weichsel, Danmarks næststørste issø   -   Stenstrup Issø. Lerlagene i søen har været udnyttet siden middelalderen. Foruden en række små teglværker drevet af lokale gårde og husmænd har der fra midten af ​​1700-tallet og frem til 1987 ligget 13 større teglværker omkring Stenstrup og Kirkeby. Nu er kun Pedersminde Teglværk tilbage. Bunden af den tidligere smeltevandssø er i dag frugtbart landbrugsland.

Har man lyst til at opleve området i sin fulde udstrækning, må man benytte sig af cykel eller bil.

Istidslandskabet i Egebjerg Bakker og Stenstrup Issø

Egebjerg Bakker er en 5,5 km lang, 3 km bred og op til 110 m høj randmoræne skubbet op fra en sydlig retning af den del af Bælthav Isstrømmen (18-17.000 år før nu), der kaldes for ’Lillebæltsgletsjeren’. Bakkerne består af sammenskubbede lag af moræne- og smeltevandsaflejringer sammen med lag fra Eem-mellemistiden (130-115.000 år før nu), ’Det Hvide Sand’ fra Weichsel, samt indslag af 60 millioner år gamle lerlag fra perioden Paleocæn.

De øst-vestgående bakkerygge ses tydeligt i landskabet og opleves som en rutsjebane, når man kører ad Skovmarksvej og Alpevej mellem Egebjerg og Ollerup. Mellem nogle af bakkeryggene er der småsøer og moser, hvorfra man tidligere hentede tørv til brændsel.

I Rødme Svinehaver ses en såkaldt stenbestrøning. Det er store sten i jordoverfladen, som stadig ligger der, hvor isen i sin tid efterlod dem.

Mod øst er den nord-syd gående randmoræne Højes Dong Bakker skabt af den del af Bælthav Isstrømmen, der kaldes for ’Storebæltsgletsjeren’. Da gletsjeren gik i stå og blev til dødis, fik en del af randmorænen lagt et dødislandskab oven på sig i form af store kuppelformede bakker, heriblandt det 112 m høje udsigtspunkt Højbjerg.

I lavlandet omkring Stenstrup opstemmedes store mængder smeltevand og herved opstod Stenstrup Issø. Mod syd var smeltevandssøen begrænset af Egebjerg Bakker, mod vest og nord af dødis fra to tidligere isfremstød og mod øst af Storebæltsgletsjeren og bakkerne ved Højes Dong. Hovedindløbet til søen lå i det sydøstligste hjørne ved Sellebjerg, hvor der blev opbygget et stort sø-delta af sand og grus. Det finere ler blev ført ud i søens dybere dele længere mod nordvest og aflejret som tykke lag af smeltevandsler. Vanddybden i issøen varierede mellem 10 m og 25 m.

I takt med at dødisen mod vest smeltede, bredte søen sig over et større område, hvorved vandstanden trinvist sænkedes. Spor efter de tidligere søbredder ses nu som lave ’klinter’, der ligger i forskellige højder i det tilstødende landskab. Til sidst tømtes smeltevandssøen for vand gennem Hørup Å og Hundstrup Å.

Tilbage var nogle små vandfyldte lavninger på den tidligere søbund. Heri afsattes forskellige søaflejringer, der afspejler klimasvingningerne i slutningen af sidste istid   -   fra arktisk kulde til en kortvarig mildning kaldet Allerød-tiden (13.900-12.600 år før nu), hvor dyr og en lav kratskov midlertidigt genindvandrede, inden istiden afsluttedes med en sidste kuldeperiode, Yngre Dryas (12.600-11.700 år før nu). I vores nuværende varmetid, Holocæn, blev der dannet tørv i lavningerne. Således rummer lagene i Stenstrup Issø naturens eget arkiv over mange tusinde års klimaudvikling.

Udnyttelse af Geologiske Ressourcer

Denne del af Geoparken er rig på geologiske ressourcer og der har derfor været talrige ler-, sand- og grusgrave i området. Ressourcerne udnyttes i dag kun på to lokaliteter, nemlig lergravene ved Præstevænget, der leverer ler til Pedersminde Teglværk i Stenstrup og den store grusgrav ved Sellebjerg drevet af entreprenør-virksomheden NCC.

I 2012 var den anslåede ler-ressource i Stenstrup Issø omkring 1 mio. m3 rødler og 11,5 mio. m3 blåler. Den samlede tykkelse af de forskellige leraflejringer i issøen er omkring 6 m. Der kan tilføjes, at der generelt er mangel på velegnede forekomster af rødler i Danmark.

Ler fra Stenstrup Issø har været udnyttet siden middelalderen. Sammen med et ukendt antal ganske små teglværker drevet af lokale gårde og husmænd, har der i området omkring Stenstrup og Kirkeby ligget omkring 13 større teglværker fra midten af ​​1700-tallet og frem til 1987. Denne industri havde stor betydning for lokalsamfundet i forhold til økonomi, infrastruktur, beskæftigelse osv. I dag er det kun det fuldt moderniserede Pedersminde Teglværk, der er i drift.

Spor af den industrielle arv er stadig til stede i området, selvom alle de tidligere teglværker (undtagen Pedersminde) er blevet revet ned eller omdannet til moderne bygninger, der f.eks. huser forskellige småindustrier. De fleste af de tidligere lergrave er helt retablerede eller vandfyldte og fungerer nu som biotoper for eksempelvis fugle og padder.

Landskabet i fremtiden

Lokaliteten har en stor arealmæssig udstrækning og er sammensat af mange forskellige landskabselementer som f.eks. randmoræner, dødislandskaber, moræneflader og den tidligere søbund fra Stenstrup Issø. Hver især karakteriseres det enkelte landskabselement af særlige terræn- og jordbundsmæssige forhold, der gør området komplekst i forhold til fremtidige forandringer.

Set i et geologisk perspektiv vil selve istidslandskabet næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. De største umiddelbare trusler anses eksempelvis for at være inddragelse af nye arealer til råstofudnyttelse og udlægning af større arealer til solcelleanlæg, opstilling af vindmøller og skovplantning o.lign.

Mht. råstofudnyttelsen foregår dette i særligt udlagte områder   -   i særdeleshed omkring Sellebjerg i sydøsthjørnet af Stenstrup Issø systemet, hvor issø-deltaets store sand- og grusforekomster har været udnyttet i over 100 år. Endvidere graver Pedersminde Teglværk periodisk ler (primært blåler) i området omkring Præstevænget i mindre lergrave af få meters dybde. Begge steder skaber råstofgravningen til stadighed illustrative profiler i aflejringerne, hvilket er til gavn for især forskning og diverse geologiske undersøgelser.

Til formidlingsbrug kan lokaliteterne undtagelsesvist anvendes under forudsætning af indhentning af de nødvendige adgangstilladelser og af at besøg foregår under forsvarlige sikkerhedsmæssige forhold. Aktive råstofgrave er således mindre velegnede til brug for formidling til offentligheden, skoler, institutioner mv. og kræver et tæt samarbejde mellem Geoparken og de pågældende ejere og virksomheder   -   evt. i form af guidede ture.

Øgede nedbørsmængder vil generelt kunne påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene i landskabet og lokalt hæve vandstanden i lokale lavninger, hvilket er til gene for dyrkningsområder med lavbundsjorde og for lavtliggende ejendomme. Det gælder også for eksisterende våd- og moseområder, af hvilke der findes relativt mange i området.

I nedbørsrige perioder skaber de meget fede lerjorde på Stenstrup Issø-fladen ofte problemer med stående vanddække og/eller meget klæg, opblødt jord i overfladen, hvilket nærmest umuliggør markarbejde.

Størstedelen af områdets landskab er vegetationsdækket og/eller opdyrket, hvilket sammen med de generelt lerede overfladelag    -   trods stærkt varierende terrænhældninger    -    næppe vil føre til markante ændringer i overfladeerosionen, selv ved en stigende skybrudshyppighed.

En generel stigning i nedbørsmængden koblet med forventningen om fremtidige episoder med høj nedbørsintensitet vil få en vis indflydelse på vandføringsmønstret i de vandløb, der afvander området, heriblandt Hørup Å-Hundstrup Å vandløbssystemet. Desuden kan en øget udvaskning af næringsstoffer fra dyrkede arealer i oplandet risikere at påføre de lavvandede områder omkring åens udløb i Nakkebølle Fjord en øget belastning med uønskede næringsstoffer.

Værdi

Randmorænen Egebjerg Bakker hører til blandt de mest fremtrædende istidslandskaber i Geoparken og udgør sammen med Danmarks næststørste smeltevandssø, Stenstrup Issø og randmorænerne/dødisbakkerne omkring Højes Dong nogle signifikante landskabselementer på Sydfyn. Derudover er de senglaciale aflejringer i Stenstrup Issø et vigtigt klimaarkiv, der afspejler tidligere klimafluktuationer, som er af både videnskabelig, uddannelses- og formidlingsmæssig betydning i forbindelse med demonstration af fortidige klimavariationer set i relation til debatten vedrørende vores nuværende klimaforandringer.

Området har en høj rekreativ værdi med udsigtspunkter, Egebjerg Mølle Naturrum informationscenter, og forskellige muligheder for et aktivt friluftsliv. Den tidligere omfattende teglværksindustri er en vigtig del af den lokale og regionale kulturarv.

Området Egebjerg Bakker og Stenstrup Issø er klassificeret som en del af det Nationale Geologiske Interesseområde NGI 131, der også dækker Ollerup-Hvidkilde tunneldalene og den ekstramarginale smeltevandsdal, Syltemade Ådal.

Rødme Svinehaver er et af Fyns fineste overdrevsarealer og det er beskyttet under EU Natura 2000 område nr. 241 og Habitatområde H241. Området omkring Bakkelundgård forvaltes af Naturstyrelsen.

Højes Dong Bakker er for nylig blevet klassificeret som en lokalitet af regional geologisk interesse (RGI).