Hatbakken Fakkebjerg

Navnet 'hatbakke' opstod under en ekskursion for omkring 100 år siden, hvor en dansk, kvindelig geolog bar en såkaldt klokkehat, der var højeste mode i 1920’erne. I visse områder optræder hatbakkerne i parallelle, kilometerlange rækker, mens de andre steder ligger enkeltvis eller i  uregelmæssige forløb. Skovlebjerg (46 meter) nord for Tryggelev er med sine tvillingetoppe Langelands højeste punkt. Som de fleste andre hatbakker ligger den på privat jord, uden offentlig adgang.

Fakkebjerg og flere af hatbakkerne mellem Bagenkop og Dovnsklint er dog offentligt tilgængelige. Fakkebjerg, der ligger to kilometer sydøst for Bagenkop, er 37 meter høj. Fra toppen kan man se hele det sydligste Langeland - og i klart vejr også Lolland, Ærø og den nordtyske kyst. Fakkebjerg har en oval grundform på 370 x 200 meter og rejser sig 30 meter over det omgivende terræn. På toppen stod der fra 1806 til 1905 et fyrtårn og efter 2. Verdenskrig og frem til 1972 flere forskellige radarsystemer.

500 meter sydvest for Fakkebjerg – på udløberen af en mindre hatbakke – ligger den imponerende Hulbjerg Jættestue fra Bondestenalderen. Her kan man kravle gennem en lang gang ind i et stensat gravkammer, hvor mindst 53 personer, heraf 17 børn, er blevet stedt til hvile. I gravkammeret har man blandt andet fundet et kranium med det eneste kendte eksempel på en tandboring fra oldtidens Danmark – en rodkanal boret med et flintebor for at dræne betændelse fra en tandbyld. Tandsten i hullet viser, at patienten overlevede behandlingen.

Istidslandskabet og hatbakkerne
Forskere har længe diskuteret, hvordan hatbakkerne er blevet dannet, og nu har moderne forskning løftet lidt af sløret.

For omkring 17.500 år siden var Langeland og Storebæltsregionen dækket af en tungeformet udløber, ’Storebæltsgletsjeren’, som var en del af Bælthav Isstrømmen. Da gletsjeren stoppede sin fremmarch, og de yderste dele af isen blev til dødis, opstod der
langs kanten af den smeltende is store sprækkesystemer og lavninger på overfladen af isen. Sprækkerne og lavningerne blev fyldt med smeltevand, og der opstod issøer.

Noget af det materiale, som smeltede fri af isen, blev med smeltevandet ført ud i issøerne. Her blev materialerne sorteret af vandet og aflejret som lag af ler, sand og grus. Nogle gange blev der i issøerne også aflejret lag af usorteret morænelerlignende eller meget stenrigt materiale. Det skete især under perioder med lav  vandstand i søerne, hvor skred langs bredderne sendte ’tunger’ af trægt flydende, optøede jordmasser ud i søerne. På et senere tidspunkt skubbede de stadig aktive dele af ’Storebæltsgletsjeren’ til dødisen og issøerne, hvorved de opbyggede aflejringer væltede og kom til at stå lodret eller skråt. Da isen smeltede bort og søerne forsvandt, stod aflejringerne tilbage i landskabet, som de hatbakker vi kender i dag.

Varierende lokale forhold har bidraget til, at hatbakkernes indhold ikke er ens - inde i landet er de generelt med færre lag af morænelerlignende og usorteret, stenet materiale end eksempelvis dem ude langs kysten mellem Bagenkop og Dovnsklint.
Desuden synes lagene i hatbakkerne inde i landet også at være mere forstyrret af is-pres end lagene i bakkerne langs kysten.Mellem hatbakkerne ses lavereliggende jævne moræneflader, som stedvist er dækket af små smeltevandssletter,
der er skabt af vand fra smeltende dødismasser og snedriver.

Det dynamiske kystlandskab

Det flade, lavtliggende område vest og nordvest for Fakkebjerg lå ved sidste istids afslutning som en moræneflade, delvist  dækket af små smeltevandssletter. Da havniveauet steg, og Det Sydfynske Øhav blev dannet, steg også grundvandsstanden, og i lavningerne opstod der moser og småsøer. Senere blev området oversvømmet af havet og omdannet til et forgrenet fjordsystem, der inkluderede Lundenor, Magleby Nor, Klise Nor og Søgård Sø. Fjorden strakte sig helt ind til foden af  Fakkebjerg, der dengang lå ud til kysten. I 1853 blev området inddæmmet og fjorden drænet.