Lyø

Lyø har en varieret og frodig natur med flere gode badestrande, fiskepladser og gode muligheder for vandreture. En cykeltur rundt på øen kan desuden anbefales. Øen gemmer nemlig både på en række interessante geologiske historier og en kulturhistorie, der går flere tusinde år tilbage. Revet mod nordøst er et vigtigt yngleområde for fugle med adgangsforbud i perioden 1. marts til 15. juli.

Det mest bemærkelsesværdige fortidsminde på Lyø er nok dyssekammeret, Klokkestenen. Man mener, at kammeret blev anlagt mellem 3500 og 3100 år før Kristi Fødsel. Klokkestenen giver klare toner fra sig, når man slår på den, og det hedder sig, at man må få et ønske opfyldt, når den afgiver sin lyd.

Lyøs befolkning uddøde i 1500-tallet på grund af epidemier og plyndringer, men blev genbefolket, da en godsejer beordrede 24 familier til øen. Strukturen i øens bebyggelse stammer fra de 24 fæstegårde, der dengang blev opført omkring gadekæret. Fordi Lyø ikke oplevede udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, ligger øens gårde stadig i store træk samlet rundt om gadekæret, hvilket giver landsbyen et unikt præg.

Istidslandskabet på Lyø

Lyø har ikke den langstrakte form, der ellers kendetegner flere andre øer i Det Sydfynske Øhav. Det skyldes blandt andet Lyøs placering i forhold  isstrømmenes bevægelsesmønstre i Weichsel-istiden. Istidslandskabet på Lyø er nærmest delt i to. Den sydvestlige del af øen fremstår som et bakkeparti. Her ligger øens højeste punkt på 24,6 meter, hvorpå Lyø Mølle i sin tid blev bygget.

Landskabet på øens sydøstlige hjørne er domineret af to parallelle dale, og det finder man ikke finder andre steder i Øhavet. De to dale er gennem hele deres længde adskilt af en smal bakkeryg med to toppunkter: Bjerget (16 meter) og Askovs Banke (21 meter). Omtrent midtvejs slår dalene et karakteristisk ’knæk’ og ændrer retning. Begge dale munder ud ved den nuværende kystlinje. Man diskuterer, om der er tale om to selvstændige dale eller en enkelt dal med en ås-lignende bakkeryg i bunden. I løbet af Holocæn (fra 11.700 år siden og til i dag) er dalbundene blevet dækket af ferskvandsaflejringer fra søer og moser.

I den østlige ende af dalene ligger Østersjo, som i dag er et af Lyøs vigtigste vådområder. Under Lyøs nuværende dalsystem ligger en anden og ældre dal. Den vidner om et  forhistorisk landskab, der blev dannet under tidligere istider. Den ’underjordiske’ dal, som er delvist skjult for det blotte øje, skærer sig 30 meter ned under havets overflade. Det er muligt, at dalen blev genbrugt af yngre isstrømme og smeltevandsfloder under dannelsen af det nuværende synlige
dalsystem.

Det dynamiske kystlandskab

Fra Lyøs klinter mod sydvest og syd er der 11 kilometer åbent hav til Als. Havet nedbryder med store kræfter kysten, og strømmen fører de løsnede materialer rundt om øen til Lyøs nordkyst. Her bliver de aflejret i det roligere og lavere vand og skaber nyt land - marint forland. Revet er det største marine forland på Lyø. Det består af en mosaik af strandenge, strandsøer, sandede og stenede strandvolde og oddesystemet, Lyø Trille. Som en del af revet ligger den tidligere åbne lagune, Vestersjo. Det er i dag er en stor strandsø, der - det meste af tiden - er afskåret fra havet af strandvolde. Æblehoved, Bregnehoved og Lammehoved er små knolde, der tidligere lå som småøer i det lave vand og fungerede som ’ankerpunkter’, da revet blev dannet.

På Lyøs nordøstlige hjørne ligger Det Ny Land. En serie af sandede krumodder - den ene uden på den anden - som langsomt er ved helt at omslutte en tidligere åben lagune. Det Ny Land er skabt af nordgående kyststrømme langs østkysten inden for de seneste cirka 80 år.