Ristinge Klint

Klinten, der dominerer kystlandskabet på Ristinge Halvøen, er to kilometer lang og 28 meter høj. Den inviterer til gåture på stranden, hvor man kan finde mange forskellige typer af sten, og på klintens overkant, hvorfra man har en fantastisk udsigt.

I Ristinge Klint kan man se smukke sø- og havaflejringer fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu) og lag fra fire isfremstød i sidste istid, Weichsel (115-11.700 år før nu). Enkelte steder har man desuden fundet rester af moræneler fra slutningen af næstsidste istid, Saale.

Klinten har således stor betydning for forskning, undervisning og formidling af landskabshistorien og klima- og miljøforandringerne inden for de seneste cirka 140.000 år.

Istidslandskabet ved Ristinge Klint
Ristinge Klint er en vigtig brik for forståelsen af isstrømmenes forløb og klimaudviklingen under sidste istid (Weichsel) og den forudgående mellemistid (Eem).

Lagene i klinten begynder med fedt ler (’Det Blanke Ler’), som er aflejret i et søbassin tidligt i Eem. Næste lag er et tyndt lag ferskvandssand med snegle og muslinger. Så kommer et lag af marint ’Cyprina Ler’ med talrige muslingeskaller. Leret er opkaldt efter muslingen Cyprina islandica (nu Arctica islandica) – også kaldet molboøsters.
Eem-lagene viser, at der syd for Fyn dengang fandtes søer, der senere blev oversvømmet af havet. I Eem var det globale havniveau 7-8 meter højere og temperaturen 3-5° celsius højere end i dag.

Den ældste aflejring fra Weichsel er ’Det Hvide Sand’, der består af næsten rent kvartssand aflejret af vand og vind på flodsletter med lavvandede søer under arktiske forhold i et miljø præget af permafrost. Et isfremstød fra sydøst, Ristinge Fremstødet, afsatte for 55-50.000 år siden et tyndt lag rødbrunt moræneler.

Efter et ’hul’ i lagserien, hvor flere tusind års aflejringer mangler, følger ’Det Gule Sand’, der er aflejret på smeltevandssletter foran den fremrykkende ’Nordøst-is’ (23-21.000 år før nu). Isen afsatte et tykt lag gråt moræneler med glaciale brolægninger (horisonter af isskurede blokke). Moræneleret danner i dag de karakteristiske fremspringende ’næser’ i klinten.

Herefter fulgte det Østjyske Isfremstød (19-18.000 år før nu), der nåede hertil fra sydøst. Den fremrykkende gletsjer brød de permafrosne jordlag løs foran sig i tykke skiver langs glideflader i ’Det Blanke Ler’ og skød lagene op i mindst 38 skråtstillede flager. Under sin videre færd høvlede isen toppen af flagerne og afsatte et vandret lag moræneler hen over dem.

Til sidst kom Bælthav Isstrømmen (18-17.000 år før nu) fra sydøst og draperede bakken med endnu et lag moræneler. De to sidstnævnte isstrømme har også trukket Ristinge-bakken ud i en langstrakt form i retningen sydøst-nordvest – en såkaldt drumliniseret bakke. Øverst dækkes klinten af et lag flyvesand af mere nutidig dato.

Det dynamiske kystlandskab

Efter at havet i Holocæn (perioden efter sidste istid) var trængt ind over området syd for Fyn og skabt Det Sydfynske Øhav, lå Ristinge Halvøen som en selvstændig ø adskilt fra Langeland af et smalt sund. Havets vedvarende slitage på den sydvestvendte kyst skabte efterhånden en klint, hvorfra kyststrømmene førte de løsnede materialer til områder med lavere og mere roligt vand. Her aflejredes de og opbyggede nyt land   -   såkaldt marint forland. Gradvist voksede Ristinge Halvøen sammen med Langeland, mens den nordlige del af det tidligere sund blev til en lille fjord, Ristinge Nor. I 1873 blev noret inddæmmet og forsøgt opdyrket, men med begrænset held. Under verdenskrigene blev her gravet tørv.

Udfor halvøens nordspids udbygges Ristinge Hale til stadighed som et marint forland med strandvolde-, -enge og -søer samt et system af krumodder.

Sydøst for Ristinge Klint dækkes et marint forland af geoparkens største klitområde ved Ristinge Strand. Klitbæltet er 3 km lang, 100 m bredt og de højeste klittoppe når 7,5 m i højden.

Værdi

Ristinge Klint forvaltes af Naturstyrelsen og er udpeget som et geosite af international værdi og klassificeret som en repræsentant for geosite-tema nr. 4: Glacialt dislocerede (forstyrrede) kystklinter. Lokaliteten har også national og regional betydning for forskning, undervisning og formidling af ”istiden” og klima- og miljøforandringerne i istiderne Eem og Weichsel.

Klinten er udpeget som Nationalt Geologisk Interesseområde (NGI) nr. 129, en del af det Nationale Kystinteresseområde (NK) nr. 46 og den ligger indenfor EU fuglebeskyttelsesområde F72.

I forlængelse af klinten ligger det marine forland, Ristinge Hale, som et ganske ungt kystlandlandskab skabt af erosionsprodukter fra klinten. Det er beskyttet under Natura2000 område nr. 127, Habitat nr. H-111 og er den del af geosite GS 5-2, NK-42, EU fuglebeskyttelsesområdet F71 og Det Sydfynske Øhav Vildtreservat.