Skjoldnæs og Næbbet

Den 4,5 km lange og 600-800 m brede Skjoldnæs halvø udgør den nordvestligste del af Ærø. Det meste af halvøen er privatejet og opdyrket, men ude ved golfbanen og Skjoldnæs Fyr er der offentlig adgang med parkeringsplads og toiletfaciliteter. Fra toppen af det 22 m høje fyrtårn   -   opført i bornholmsk granit   -   er der vid udsigt over området og man kan se helt til Tyskland, Als, Lyø, Bjørnø, Avernakø og De Fynske Alper.

Små stier leder fra parkeringspladsen ned til stranden. Det karakteristiske havskabte landområde Næbbet er privatejet og kan nås via en kort gåtur langs kysten.

Istidslandskabet på Skjoldnæs

Den udprægede sydøst-nordvestlige orientering af Ærø og mange af øens langstrakte bakker afspejler bevægelsesmønstret af de yngste isstrømme hen over Ærø indenfor perioden 19-17.000 år før nu. Selve Skjoldnæs halvøen synes desuden at udgøre den sydlige flanke af en israndslinje, der via en undersøisk, bueformet tærskel strækker sig over mod Avernakø. Israndslinjen blev skabt i forbindelse med et mindre genfremstød under Bælthav isstrømmens (’Lillebælts-gletsjerens) generelle tilbagesmeltning fra området for omkring 17.500 år siden, hvor isen kortvarigt rykkede en smule frem. På Skjoldnæs efterlod gletsjeren ubevægelige ismasser (dødis), der i takt med isens endelige bortsmeltning gav ophav til det småkuperede dødislandskab.

Istidslandskabets ældre historie kan aflæses i kystklinterne. De ældste lag består af fedt stenfrit ferskvandsler (’Det Blanke Ler’), samt havaflejret ler (’Cyprina Ler’) med muslingeskaller   -   begge fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu).

Ellers domineres klinterne af moræneler og smeltevandsaflejringer fra tre forskellige isfremstød i sidste istid, aflejret for 23-17.000 år siden. Enkelte steder optræder der hvidligt, kvartsrigt sand, der for mere end 53.000 år siden blev afsat af vind og vand på flodsletter i et arktisk miljø præget af permafrost.

Nær bebyggelsen Haven lå fra 1890 til 1925 Haven Teglværk, der beskæftigede 5-6 arbejdere. Teglværket udnyttede forekomster af kalkfattigt ler og producerede nogle af de bedste teglsten på Ærø.

Det dynamiske kystlandskab

Siden havet trængte ind over området syd for Fyn og skabte Det Sydfynske Øhav, er der blevet gnavet af Skjoldnæs’ istidslandskab. Med sin udsatte beliggenhed er halvøens kyster udviklet som stejlkyster med en nærmest ubrudt række af klinter. Erosionen er særlig udtalt langs sydkysten, hvor der er 11 km åbent hav til Als. Udover klinterne har havets kræfter her skabt en næsten retlinet kyststrækning, hvor fremspringende punkter er eroderet bort og mindre bugter fyldt op. Det kaldes for en udligningskyst. Strandene er smalle og stenede. Flere steder har bølgerne skabt massive rullestensstrandvolde, der yder en vis beskyttelse mod havets erosion af skrænterne.

Det løsnede ler, sand og grus føres med kyststrømmene til steder med roligere vand, hvor materialerne aflejres og skaber nyt land   -   marint forland.

På nordøstkysten af halvøen har modsatrettede kyststrømme tilført materialer fra to sider og skabt et af Øhavets flotteste eksempler på et såkaldt vinkelforland, Næbbet. Det marine forland har form som en trekant og består af strandenge og store strandvolde. De mange vandhuller ser naturlige ud, men skyldes omfattende ralgravning i perioden ca. 1890-1975. Stenmaterialerne gik blandt andet til opførslen af Kielerkanalen i Nordtyskland. I 1930’erne udnyttedes en særlig type afrundede flintesten (kugleflint) som knusesten i cement- og porcelænsmøller og på et tidspunkt var her både en udskibningsbro og en tipvognsbane. På Næbbet findes desuden rester af en militær skanse fra 1812. 

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil istidslandskabet på Skjoldnæs næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. Ud over den menneskelig påvirkning af overfladeterrænet ved f.eks. almindelig landbrugsdrift forventes ændringerne i landskabet at være begrænsede   -   også delvist som følge af områdets lidt afsidesliggende beliggenhed. Skjoldnæs halvøen omfatter ingen større landskabselementer i form af f.eks. markante bakkepartier (de højeste bakker er 27 m), der vil kunne sløres ved evt. tilplantning med skov. Dog vil det karakteristiske, åbne, småkuperede dødislandskab hurtigt miste sin karakter ved skovtilplantning samt i forbindelse med eventuel opstilling af vindmøller og større solcelleanlæg som et led i den grønne omstilling.

Efter nedlæggelsen af Haven Teglværk i 1925 har der ikke været foretaget kommerciel råstofindvinding i området.

Med udsigt til et forventet stigende havniveau og klimaforandringer, der formodes at øge hyppigheden af storme og højvandssituationer, vil nedbrydningen af kysten formentlig accelerere.

Der skelnes mellem to typer erosion: (1) Den kroniske erosion, som er den daglige bølge-, strøm- og vindpåvirkning af kysten; (2) Den akutte erosion, som typisk opstår ved storm i kombination med højvande og kraftig bølgepåvirkning. Kraftig akut erosion af klinterne kan især under stormfloder forårsage jordskred og dermed tab af land. Ligeledes vil forøget nedbør øge risikoen for skred. Kystlokaliteterne bør dog i videst muligt omfang friholdes for kystsikring, så de naturlige kystprocesser fortsat kan holde profilerne åbne.

Et stigende havniveau vil kunne øge risikoen for saltvandsindtrængning i kystnære drikkevandsboringer og/eller grundvandsmagasiner.

Dødislandskabets lavtliggende områder indeholder flere steder mindre mosestrøg og lavbundsjorde. Øget nedbør vil sammen med et stigende havniveau påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene og lokalt hæve vandstanden og eventuelt skabe problemer for her liggende ejendomme og landbrugsjord.

Da terrænhældningerne er moderate og overfladejordarterne overvejende lerede, vil hyppigere skybrud næppe føre til væsentlige ændringer i overfladeerosionen.

Værdi

Den yderste del af Skjoldnæs med golfbanen og området omkring fyret er et velbesøgt rekreativt område med en særlig ”verdens ende fornemmelse”. I geologisk og naturmæssigt øjemed er klinterne interessante, men hovedattraktionen er dog det Holocæne vinkelforland, Næbbet. Til trods for, at ralgravning har sat sine tydelige spor i landskabet, er det marine forland med dets strandenge, strandvoldsdannelser og mindre åbne vandflader stadig en interessant bio- og geotop.

Skjoldnæs og Næbbet udgør en del af det internationale geosite Det Sydfynske Øhav (GS 5-2) og tilhører tillige det Nationale Geologiske Interesseområde NGI 128 samt Kystlandskabs-interesseområde NK 42. Desuden grænser sydvestkysten af Skjoldnæs op til det marine Natura 2000 område nr. 197 og habitatområde H173.