Svelmø

For at komme til Svelmø skal man vade cirka 500 meter ad en ebbevej til Lille Svelmø. Vandet kan gå til lårene, så turen er mest behagelig sidst på sommeren. Parkeringsplads, offentligt toilet og informationstavler findes på Fyn-siden. Tjek altid vejrudsigt og vandstandsprognose inden afgang.

Svelmø er privatejet og besøgene bør følge reglerne om offentlig færdsel på private arealer. Øens strande er dog frit tilgængelige, og på Store Svelmø kan man vandre langs stranden og få en stor naturoplevelse, hvis man søger ’den øde fornemmelse’.

På Svelmø finder man en af Det Sydfynske Øhavs største kolonier af havterner og stormmåger. Klinterne på Store Svelmø huser en stor koloni af hættemåger og digesvaler. Af hensyn til ynglende fugle bør man ikke tage ophold mellem Lille Svelmø og Græsholm i perioden 1. marts til 15. juli.

Befolkningstallet på Svelmø toppede i 1921 med 15 personer. De levede af landbrug, der blev drevet fra øens dobbeltgård med fælles gårdsplads. Gården brændte i 1976 og blev erstattet af et mindre hus, hvor øens fastboende boede. I dag har øen ingen fastboende.

Istidslandskabet på Svelmø

Det kuperede landskab på Store Svelmø er skabt, da dødisen smeltede, og smeltevandsaflejringer skabte terrænets højeste dele. På østsiden af Lille Svelmø og langs vestkysten af Store Svelmø afslører klinterne istidslandskabets byggesten. På Store Svelmø kan man se smeltevandssand,
smeltevandsgrus og forskellige typer af moræneler og morænesand, som er afsat af tre forskellige isstrømme i Weichsel-istiden. I nogle af lagene
kan man se klumper af smeltevandssand, som i frossen tilstand blev brækket af det underlag, isen bevægede sig henover.

I klinterne kan man desuden se smeltevandsler fra Weichsel, fede lerlag og vekslende ler- og sandlag, der muligvis stammer fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu).

Man har på øen fundet en søaflejring af såkaldt ’diatomit’ eller ’kiselgur’. Aflejringens indhold af lærkepollen kan betyde, at der på Svelmø måske er spor
efter en mellemistid, der ikke tidligere er beskrevet fra Det Sydfynske Øhav.

På Lille og Store Svelmø består de øverste jordlag primært af frugtbar moræneler, der har gjort landbrugsdrift mulig.

Det dynamiske kystlandskab

Da havet efter sidste istid trængte ind over området syd for Fyn og skabte Det Sydfynske Øhav, lå Lille Svelmø, Græsholm, Store Svelmø og en lille moræneknold mellem Lille Svelmø og Græsholm som små selvstændige øer ud for Sydfyns kyst. Havet brød Store Svelmøs syd- og vestside ned og
skabte efterhånden markante kystklinter. Kyststrømmene transporterede frigjort ler, sand og grus videre til det lave vand nord for øen. Her blev  materialerne aflejret som marint forland, der langsomt forbandt de fire øer. En sådan naturskabt forbindelse mellem to øer kaldes for et drag, et drej eller en tombolo.

Vegetationen på Svelmø er kommet i takt med, at de nye landskabsformer har stabiliseret sig. I dag er størstedelen af øen dækket af strandenge og strandoverdrev med et rigt plantesamfund. Under storme og særlige højvandssituationer kan de laveste dele blive oversvømmet af havet. Der gælder især draget mellem Store Svelmø og Græsholm.

Siden 1950’erne har den fortsatte vækst af en række små krumodder skabt en smal cirka 450 meter lang landtange langs vestsiden af draget mellem Græsholm og Lille Svelmø. Odden har næsten afsnøret den tidligere lavvandede bugt fra havet, og området er et vigtigt yngleområde for fugle. Mod syd ender Store Svelmø i en 250 meter lange retodde, Svelmø Trille, der fortsætter mod sydøst som et undersøisk rev på lavt vand, inden havbunden skråner ned til 18 meters dybde i det såkaldte Ringsgård Basin.