Syltemade Ådal

Syltemade (Syltemae) Ådal er en flot smeltevandsdal beliggende 10 km vest for Svendborg. Den sydlige halvdel af dalen er fredet og tilgængelig til fods fra en lille parkeringsplads langs vejen, Langegyde. En 4,5 km lang strækning af den afmærkede vandrerute, Øhavsstien, følger ådalen. Det er et af de få steder på Sydfyn, hvor det er muligt at vandre langs et vandløb. Syltemade Ådal er privatejet, og det er derfor kun tilladt at færdes på den anlagte sti.

Den nordlige del af stiforløbet passerer gennem små skovbevoksninger, overdrev og enge med græssende dyr, mens den sydlige del, via lave træbroer, går gennem sumpede områder med rørskov. De mange naturtyper skaber grundlag for et varieret dyre- og planteliv. I vinterhalvåret og i nedbørsrige perioder er bunden af ådalen fugtig og mudret og kan stedvist være oversvømmet, så gummistøvler anbefales.

På den sidste strækning mod udløbet i Det Sydfynske Øhav breder ådalen sig ud og her løber åen gennem et strandengsområde, Syltemaden, der har givet åen sit navn. Navnet er en omskrivning af det ældre navn Syddemaen, sammensat af de gamle danske ord sudda eller sydda, som betyder ’våd’, og mae, som betyder ’eng’. Størstedelen af Syltemaden er i dag tilgroet med tagrør.

Lige øst for Syltemade Ås udløb ligger Ballen Lystbådehavn. Her lå i 1600-tallet en udskibningsbro, som var en af de mange ulovlige smuglerhavne, der på lyssky vis brød købstædernes eneret på handel.

Fra Hvidkilde Sø til udløbet i Øhavet har Syltemade Å et fald på 19 m. Gennem tiden har åen drevet 6-7 vandmøller, hvoraf kun Røde Mølle, Orte Mølle og Vester Mølle er bevaret i dag. De små sten- og betonkonstruktioner, der ses langs åen i Syltemade Ådal, er rester af tidligere engvandingsanlæg bygget i slutningen af ​​1800-tallet.

Menneskets tilstedeværelse i Syltemade Ådal bevidnes også af arkæologiske fund fra stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Nær Eskilds Kilde er der fundet en køkkenmødding.

Istidslandskabet omkring Syltemade Ådal

Syltemade Ådal er en del af et større dalsystem, der blev skabt for 18-17.000 år siden under den sidste istid, Weichsel. På det tidspunkt var området dækket af den del af Bælthav Isstrømmen, der kaldes ’Lillebæltsgletsjeren’. Mellem byerne Sørup og Ollerup udgravede smeltevandsfloder et 6 km langt dalstrøg inde under gletsjeren. Dette dalstrøg udgør i dag de smukke tunneldale med søerne Sørup, Hvidkilde, Nielstrup og Ollerup.

På et tidspunkt lå isranden lige øst for Vester Skerninge. Her kom smeltevandet ud under gletsjeren, hvorefter vandmasserne fandt vej sydover ned mod det lavereliggende terræn syd for Fyn, der senere skulle blive til Det Sydfynske Øhav. Smeltevandet skar sig ned i morænefladen og skabte herved den 20 m dybe erosionsdal, vi i dag kender som Syltemade Ådal. På det smalleste sted er dalen kun 100-130 m bred, mens den ved mundingen har en bredde på 400 m.

Efter istidens slutning for 11.700 år siden, blev bunden af Syltemade Ådal delvist dækket af ferskvandsler, -sand og -grus, samt tykke lag af tørv.

I de stejle skrænter udspringer flere kildevæld. Et af disse er Eskilds Kilde, hvortil syge og svagelige i gamle dage valfartede for at søge helbredelse   -   særligt omkring Sct. Hans, hvor naturens kræfter var stærkest. Ved flere af kildevældene langs stien kan man se, hvordan det kalkrige vand indkapsler blade, kviste, grene og småsten med skorper af kildekalk.

Lidt vest for ådalens munding ved Ballen findes en mindre kystklint med gråt og brunt moræneler, aflejret af henholdsvis ’Nordøst-isen’ (23-21.000 år nu) og den Ungbaltiske Is (19-17.000 år før nu) i Weichsel-istiden.

Et par hundrede meter længere mod vest ligger den fredede Præstens Skov ud til havet. Her kan man på skovbunden se mange store sten, der har ligget urørt siden istiden -  en såkaldt stenbestrøning. Øhavsstien passerer skoven og her er en parkeringsplads og picnicplads.

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil selve istidslandskabet i og omkring Syltemade Ådal næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. Øgede nedbørsmængder vil generelt kunne påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene på den omkringliggende moræneflade og lokalt hæve vandstanden i lokale lavninger, hvilket er til gene for dyrkningsområder med lavbundsjorde og for lavtliggende ejendomme. Det gælder også for landskaberne, mose- og vådområderne længere opstrøms i vandløbssystemet, inkl. tunneldalene med de større søer.

Store dele af morænelandskabet er vegetationsdækket og/eller opdyrket, hvilket sammen med de lerede overfladelag og moderate terrænhældninger næppe vil føre til markante ændringer i overfladeerosionen, selv ved en stigende skybrudshyppighed. Selv de stejlere skråninger i tunneldalene og i Syltemade Ådal er vegetationsdækkede.

En generel stigning i nedbørsmængden koblet med forventningen om fremtidige episoder med høj nedbørsintensitet vil få en vis indflydelse på vandføringsmønstret i Syltemade Å. Ligeledes kan der ske ændringer i mængden af sedimenter og organisk materiale, som åen fører med sig, ligesom en øget udvaskning af næringsstoffer fra dyrkede arealer i oplandet kan komme på tale. Herved kan de udstrakte strandengsarealer (Syltemaden) i dalens munding, samt de kystnære områder omkring åens udløb i Det Sydfynske Øhav, opleve øget belastning med uønskede næringsstoffer.

Det bør tilføjes, at store dele af vandløbets øvre løb i tunneldalene er reguleret på forskellig vis, hvilket eksempelvis også gælder vandstanden i Hvidkilde Sø, hvor der er en dæmning ved Røde Mølle.

Idet den sydligste del af Syltemade Å kun har et meget lille fald ud mod udløbet i Øhavet og generelt ligger lavt, vil fremtidige havstigninger have relativ stor indflydelse på denne del af vandløbssystemet. Selv ved en havstigning på 1 m, vil strandengen Syltemaden oversvømmes permanent og havet principielt set trænge mere end 1 km op i vandløbet.

Dette fænomen kan allerede nu iagttages under stormfloder og højvandssituationer ledsaget af vindstuvning af vandmasserne i Øhavet. Herved kommer havniveauet til at stå højere end å-udløbets normale højde og vandet fra åen stemmes derfor op i de nedre, lavest liggende dele af vandløbet. Denne opstemning forplanter sig gradvist bagud og opad i ådalen, hvor betydelige arealer efterhånden sættes under vand. Sådanne forhold indtræffer relativt ofte i vinterhalvåret, hvor det sydlige stiforløb kan forblive utilgængeligt i længere perioder.

En ekstremsituation svarende til stormfloden i 1872, med en vandstandsstigning op til 3,5 m, vil potentielt betyde, at havvandet kan trænge næsten 2 km op i dalen.

Værdi

Med sin beliggenhed tæt på Svendborg byder området med Syltemade Ådal, tunneldalene og herregårdslandskabet omkring Hvidkilde Gods på en bred vifte af friluftsaktiviteter med et varieret landskab, søer, udsigter, vandre- og cykelmuligheder og forskellige steder af kulturhistorisk interesse.

Lokaliteten er geologisk interessant i form af koblingen mellem det største tunneldalssystem på Sydfyn og Syltemade Ådals smukt udformede erosionsdal (en såkaldt ekstramarginal smeltevandsdal).

Derudover indeholder den fredede sydlige del af Syltemade Ådal i en lang række vigtige naturhabitater.

Syltemade Ådal blev fredet i 1975 og 1977 og er klassificeret som en del af det Nationale Geologiske Interesseområde NGI 131, der også indbefatter Egebjerg Bakker og Stenstrup Issø.

Ligeledes er stenbestrøningen i den fredede Præstens Skov af høj værdi, idet sådanne stenansamlinger er sjældne i nutidens Danmark, hvor langt de fleste sten i jordoverfladen er samlet ind i forbindelse med opdyrkning, skovplantning, stendiger og bebyggelse.