Klintholm Kalkgrave

Klintholm Kalkgrav ligger ud til Storebælt omtrent midtvejs mellem Nyborg og Svendborg. Den er én ud af i alt 13 nedlagte grave, hvorfra der i perioden 1935 til 1973 blev gravet kalk til brug som jordbrugskalk.

I kanten af en af de vandfyldte kalkgrave er der oprenset et 50 meter langt og fem meter højt geologisk profil, der viser flere millioner år gamle kalk- og mergellag dækket af aflejringer fra sidste istid.

Besøgende opfordres til ikke at beskadige det geologiske profil ved klatring, gravning og hamring. Man kan samle fossiler i de nærliggende kalkbunker på græsarealet ovenfor profilet.

Der er let adgang til Klintholm Kalkgrav via offentlige veje og der er en parkeringsplads i udkanten af området. Herfra fører gangstier til lokaliteten. Nær kysten findes shelters og en bålplads.

Området ejes af den fælleskommunale virksomhed Klintholm I/S, der tager sig af miljørigtig behandling, deponering og genanvendelse af særlige typer affald. Dele af deponiområdet er i dag forvandlet til et kuperet græsklædt landskab med gangstier, udsigtspunkter og opstillede grupper af store sten. På nogle af stenene er overfladen slebet plan af istidens gletsjere og tilmed dækket af ridser (skurestriber) skabt i isens flyderetning, når sten skurede mod hinanden.

I det sene forår, kan du være heldig at høre den sjældne klokkefrø, hvis kvækken kan høres helt op til tre kilometer væk. Klokkefrøen er en truet art med kun få levesteder i Danmark - blandt andet her ved Klintholm og et par steder i Det Sydfynske Øhav. Den kalkrige jordbund giver desuden ophav til en spændende flora, ligesom vinbjergsneglen stortrives i området.

Den hvide kalk

Nederst ses hvidlig kalksten fra Danien-perioden (66-61,6 millioner år før nu). Kalken består af rester af små kolonidannende organismer, bryozoer (mosdyr). De har skorpeformede, stænglede eller busklignende kalkskeletter og dannede 3-5 meter høje og 50-75 meter lange revlignende banker. I kalken findes rester af blandt andet bryozoer, søstjerner, søpindsvin, koraller, hajtænder, brachiopoder (armfødder, der minder lidt om muslinger) og søliljer (der hører til samme dyregruppe som søpindsvin).

I Danien-perioden lå det vi i dag kalder Danmark på omtrent samme breddegrad som nutidens Schweiz og var dækket af et varmt subtropisk hav på 50-150 meters dybde. Kalken ved Klintholm blev aflejret i dette hav, formentlig ret tæt på kysten.

I kalklagene ses talrige knolde af mørk flint. Flinten blev som et biprodukt fra kalkgravningen kørt til Odense, hvor den blev brændt og knust og senere brugt til hvidpigmentering af asfalt. Noget af flinten blev desuden sejlet til det daværende Østtyskland, hvor den indgik i produktionen af fajance.

Den grå mergel

På overgangen til den efterfølgende periode, Selandien (61,6-59,2 millioner år før nu), skete der dramatiske ændringer. Vulkansk aktivitet med opstigende lava fra sprækker i havbunden skabte en landbro mellem Grønland og Storbritannien, hvilket lukkede af for tilførslen af varmt vand fra Atlanterhavet.

Det danske havområde var nu kun forbundet med det kolde hav mellem Norge og Grønland. I det kolde vand ophørte livsbetingelserne for de kalkskallede organismer. Samtidig førte landhævning i dele af Skandinavien til øget erosion på land, så ler og nedbrudt skrivekridt blev ført ud i havet.

Disse ændringer i havmiljøet førte til aflejring af gråt, kalkholdigt ler, kaldet Kerteminde Mergel. Ved Klintholm er mergelen fattig på synlige fossiler. Grænsen mellem Danien-kalken og mergelen fra Selandien ses tydeligt og det er netop ’Danien-Selandien grænsen’, der gør Klintholm-lokaliteten unik. Grænsen kan nemlig kun ses få steder i verden.

Ved Klintholm mangler der aflejringer fra den yngste del af Danien og den ældste del af Selandien. Der er således et ’hul’ i lagserien på mindst en halv million år, hvor området, i hvert fald noget af tiden, sandsynligvis befandt sig over havniveau.

Aflejringer fra istiden

Under istiderne eroderede gletsjerne i de ældre lag, hvorfor Kerteminde Mergelen mangler flere steder - således også i profilets østlige del. Her blev den ’afhøvlede’ overflade dækket af materiale, der smeltede fri af isen i form af morænegrus eller som flydemoræne, der gled ned ad den skrånende kalkoverflade.

Senere fulgte forskellige smeltevandsaflejringer, inden hele området igen blev overskredet af en gletsjer, der afsatte det øverste moræneler. Alle lagene formodes aflejret i sidste istid, Weichsel, inden for perioden 23-17.000 år før nu.

Landskabet i fremtiden

Klintholm ligger i et let bølget morænelandskab, der hælder svagt ud mod Storebælt. Terrænet gennemskæres af en række mindre, overvejende øst-vest gående erosionsdale der udmunder langs kysten - heriblandt den markante ådal med Stokkebækken, der udmunder i Storebælt cirka en kilometer syd for kalkgravene. Enkelte steder findes desuden mindre områder med dødistopografi.

Kysten ud mod Storebælt udgøres af en rullestensstrand med talløse flintesten. Kraftige østenstorme og højvandssituationer skaber ofte strandvolde eller ophobninger af sand på stranden. Ved ekstremt lavvande blotlægges havbunden ud for kysten som store sandflader med spredtliggende ’stenrev’ og store blokke af især granit og gnejs, som havet tidligere har vasket ud af istidsaflejringerne. Der er ingen aktive klinter nedenfor lokaliteten og de lave skrænter er mestendels dækket af græs og buskads.

Størstedelen af lokalitetens nærmeste omgivelser er af kunstig oprindelse - dels i form af tidligere, mere eller mindre retablerede og/eller vandfyldte eller tilgroede kalkgrave og dels af Klintholm I/S’s industrianlæg og store deponeringsarealer.

Set i et geologisk perspektiv vil det omgivende istidslandskab næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. De største fremtidige ændringer anses derfor primært at være menneskabte, bl.a. i forbindelse med den fortsatte anvendelse af arealerne omkring Klintholm I/S, samt evt. fremtidig etablering af flere ’paddehuller’ til klokkefrøer. Endvidere vil der også skulle foretages vedligehold af overdrevsarealerne, samt periodisk oprensning af det geologiske profil.

I fremtiden vil øget nedbør og et stigende havniveau kunne påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene i området og således potentielt hæve vandstanden i de i forvejen vandfyldte kalkgrave.

Værdi

Klintholm er et Geosite af international værdi, da det er blandt de få lokaliteter i verden, hvor grænsen mellem perioderne Danien og Selandian kan studeres i et åbent profil. Desuden er lokaliteten i øjeblikket et af de eneste offentlig tilgængelige steder i geoparken, hvor besøgende kan studere undergrundens lag -  dvs. lag der er ældre end Kvartær-periodens forskellige istids- og mellemistidsaflejringer. Klintholm er således af høj forsknings-, uddannelses- og formidlingsmæssig værdi, og lokaliteten er velkendt blandt fossilsamlere.

Området har også ​​rekreativ værdi med shelters, bålplads, gangstier, udsigtspunkter og kunstigt placerede grupper af store sten.

Klintholm Kalkgrav er klassificeret som Geosite GS 2-2 (repræsentativ for temaet ’Danien-lag og grænsen til Selandien’) og det Nationale Geologiske Interesseområde NGI-122. Området er desuden beskyttet under EU Natura 2000 område nr. 118 og habitatområde H102 og huser forskellige biotoper - herunder §3-beskyttede overdrevsarealer og krat på kalkholdig jord, der rummer mange interessante plantesamfund. De mange vandhuller er vigtige ynglesteder for den truede klokkefrø (Bombina bombina).