Monnet

Med sine godt 1,2 km2 er Monnet den største strandeng i geoparken. Det øde og ejendommelige landskab på Tåsinges sydkyst blev fredet i 1983 og er kendt for sin spændende flora og det rige fugleliv.

Monnet er lukket for besøgende i fuglenes yngleperiode fra 15. marts til 1. juli. Resten af året er der adgang til fods. Fugletårnet i den nordøstlige udkant kan besøges hele året og her er hunde velkomne i snor. På selve Monnet må hunde ikke medtages, heller ikke i snor. Her findes ingen egentlig parkeringsplads, så besøgende i bil må parkere langs Monnetvej.

Monnet er et ældgammelt kulturlandskab og strandengene har aldrig været drænet eller under plov. I århundreder er området blevet udnyttet til fælles græsning af gårdene i Vårø Bylaug, som også ejer området. Det har næppe været sjovt for datidens malkepiger at skulle stæse rundt med spandene, når køerne skulle malkes. I dag foregår afgræsningen med køer, får og heste som et led i den naturpleje, der er nødvendig for bevarelsen af den særegne flora og fauna.

Et smukt stendige, der engang delte Monnet i en indre og en ydre del, blev revet delvist ned i 1960 og solgt som byggemateriale til Siø-dæmningen.

Man kan vandre de godt to kilometer ud over engene til den ensomt beliggende morænebakke Vårø Knude, hvorfra der er udsigt over Øhavet. Derude findes spor af bopladser, marker og en mulig militær forskansning fra 1860'erne, ligesom der er fundet stenaldergenstande og ildsteder.

Da Vårø Knude ligger tilpas langt væk fra alting, blev den også brugt som rettersted. I 1754 blev datteren til Rasmus Skomager hængt for at have født i dølgsmål. Ud for Vårø Knude ligger nogle store sten kaldet Brændevinsstenene. De blev brugt som landgangsbro, når der skulle smugles brændevin til Ærø.

Istidslandskabet på Monnet

Istidslandskabet på den sydligste del af Tåsinge udgøres af en lavtliggende, jævn moræneflade. Såvel landskabet som overfladelagene af moræneler tilskrives Bælthav Isstrømmen, der for 17-18.000 år siden gled op over området fra sydøst.

Yderst på Monnet ligger den fladtoppede, 8 meter høje Vårø Knude som et lille forbjerg. Bakken har en langstrakt form i retningen sydøst-nordvest, der afspejler bevægelsesretningen af de sidste isstrømme i Weichsel-istiden. Vårø Knude består mest af tykke lag af brunligt, sandet moræneler, der træder frem i den 6 meter høje klint. Mod øst ses skråtstillede, vekslende lag af moræneler, smeltevandssand og -grus.

Den centrale del af Monnet ligger lidt højere end de omgivende enge. Her er moræneler synligt i de cirkelrunde vandingshuller, hvilket viser, at ’kernen’ af Monnet består af aflejringer fra istiden. På Monnet findes yderligere to små moræneknolde, der dog nærmest er usynlige i terrænet. De store sten langs kyster, er gennem tiden blevet vasket fri af istidslagene af havets bølger.

Det dynamiske kystlandskab

Efter at havet var trængt ind og skabt Det Sydfynske Øhav, lå Vårø Knude - sammen med de øvrige moræneknolde - som små isolerede øer i det lave vand på den oversvømmede moræneflade ud for Tåsinges kyst. Havet gnavede af Vårø Knude og kyststrømmene førte løsnet ler, sand og grus ind i læ bag småøerne, hvor materialerne blev aflejret og skabte nyt land - såkaldt marint forland.

Mellem Vårø Knude og Tåsinge blev der aflejret så tilpas store mængder materiale, at hårdføre, salt- og vandtålende planter kunne brede sig ud over området. Vegetationen virkede som en si, der var med til at tilbageholde ler, silt, sand og organisk materiale og langsomt udviklede området sig til en strandeng, der med tiden blev til tørt land. Efterhånden nåede aflejringerne op i en højde, hvor også de mindre hårdføre planter kunne trives og bidrage til den videre etablering af strandengen.

Strandengene overskylles jævnligt af højvande, som efterlader fine lerpartikler og organisk materiale, der aflejres som dynd mellem planterne. På den måde vokser strandengen langsomt i højden. Også tidevandet har betydning for udviklingen. En del af vandet løber tilbage til havet via de snoede tidevandsrender (loer). I sommerhalvåret kan havvand af og til fanges i afløbsløse lavninger, hvis overflade langsomt dækkes af en hvid skorpe af salt, når havvandet fordamper. De kaldes derfor for saltpander.

På Monnets nordvestlige kyst er der på under 180 år udviklet et mindre oddesystem.

Landskabet i fremtiden

Som enkeltlokalitet adskiller Monnet sig fra de øvrige udvalgte lokaliteter i Geoparken ved næsten udelukkende at bestå af et holocænt marint forland, hvor den lille ’ø’, Vårø Knude, repræsenterer ’det druknede glaciale landskab’.

Monnet betragtes som et relativt sårbart landskab, hvor klimaforandringerne og deraf følgende havspejlsændringer, hyppigheden af storme, højvands- og vindstuvningssituationer, samt ændrede nedbørs- og afstrømningsmønstre vil kunne få stor betydning for områdets fortsatte udvikling.

Til trods for, at store dele af området (primært strandengsarealerne) i dag jævnligt oversvømmes i især vintermånederne, vil en mere permanent havstigning på f.eks. op mod en meter betyde, at over 60% af Monnet vil være vanddækket. Under de nuværende forhold vil en stormflod med en vandstigning på 2,5 m over daglig vande resultere i, at kun de højeste dele af Vårø Knude undgår oversvømmelse.

Hele systemet er dog relativt komplekst, f.eks. ved at en forventet havspejlsstigning vil kunne føre til ændringer i erosions- og sedimentationsmønstret i området, ligesom forløbet af kyststrømmene vil kunne påvirkes. Flere højvandssituationer vil kunne øge erosionsraten omkring Vårø Knude, men samtidig også kunne øge sedimenttilførslen ind over strandengsarealerne og dermed give øget højdetilvækst. Balancen mellem erosion og aflejring vil influere på Monnets fremtidige udvikling, også hvad angår selve vegetationssammensætning på lokaliteten.

Vårø Knudes begrænsede størrelse betyder, at den over tid principielt set kan eroderes bort af havet.  

På et tidspunkt blev det debatteret, hvorvidt Svendborg Kommune skulle anlægge en storlosseplads på Monnet, ligesom der også har været tanker om en fast forbindelse til Ærø med en tilkørselsvej via Monnet.

Da området nu er fredet, vil der næppe ske større landskabelige ændringer forårsaget af menneskelig aktivitet, bortset fra eksempelvis den igangværende naturpleje med afgræsning. En reduktion i græsningstrykket vil over tid betyde, at uønskede træ- og plantearter får mulighed for at sprede sig i det åbne landskab   -   dog delvist betinget af, om området udsættes for hyppigere oversvømmelser i fremtiden, hvorved jordbundsforholdene ændres bl.a. som følge af øget salttilførsel.

Værdi

Monnet er et excellent eksempel på et marint forland skabt af holocæne kystprocesser. Botanisk set er det en af de vigtigste strandengshabitater i hele fynsområdet, med spændende plantesamfund og flere sjældne arter. Desuden hører området til blandt de mest betydningsfulde fuglehabitater i regionen.

Monnet har været fredet siden 1983 og er nu beskyttet under EU Natura 2000 område nr. 127 og Habitatområde H111. Lokaliteten er også klassificeret som en del af GS 5-2, en del af NGI 128 og en del af NK 42 og et EU-fugledirektiv beskyttet område (F71). Endvidere udgør Monnet en del af Det Sydfynske Øhav Vildtreservat, som er udpeget i henhold til Ramsar-konventionen. Ramsar-området (nr. 156) er en del af EU's Natura 2000-netværk.