Vejnæs Nakke

Vejsnæs Nakke er Ærøs sydligste punkt og udgøres af en større bakkeknude gennemskåret af en 2 km lang og op til 20 m høj kystklint. Klinten følger kystens runding og vender derfor både mod sydvest og sydøst. Der kan parkeres nær begge ender af klinten. Ud for den vestlige parkeringsplads, for enden af Østersøvej ved Dunkær Mark og Sjoen, ligger en populær badestrand med små klitter. Herfra kan man følge stranden nogle hundrede meter frem til de høje skrænter i klintens nordvestlige ende.

Ved klintens nordøstlige ende ligger et befæstet område med vold og voldgrav samt resterne af Sankt Alberts kirke og kirkegård. Befæstningen blev opført omkring år 700 og var sandsynligvis i brug indtil et tidspunkt i 1200-tallet.

Ved Havsmarken, 500 m nord for Sankt Alberts Kirke, lå der i vikingetiden en stor handelsplads. Her er der fundet mønter, lodder, potteskår, sølvgenstande og skibsnagler. Der blev blandt andet handlet med tekstiler og smykker, ligesom der opstod metalhåndværk på stedet. Pladsen er kun delvist udgravet, så hvad der ellers foregik og i øvrigt blev handlet med, er stadig en hemmelighed begravet i mulden.

Befæstningen og handelspladsen er nogenlunde samtidige og var formentlig tæt forbundne. Kirken blev dog først bygget i middelalderen og var i brug indtil reformationen omkring 1530. Derefter blev den revet ned og materialerne genbrugt til opførslen af Rise Kirke.

Fra den højt beliggende jættestue på Lindsbjerg (45 m) nær Havsmarken er er flot udsigt over området.

Istidslandskabet ved Vejsnæs Nakke

I den imponerende kystklint ses aflejringer fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu) og Weichsel-istiden (115-11.700 år før nu). Muligvis optræder her også lag fra den forudgående Saale-istid (390-130.000 år før nu). Klinten er endnu ikke undersøgt i detaljer.

Lagserien omfatter de samme lag, som også findes i Ristinge Klint på Langeland: moræneler og smeltevandsaflejringer fra fire forskellige isfremstød i Weichsel, nemlig Ristinge Fremstødet (55-50.000 år før nu), ’Nordøst-isen’ (23-21.000 år før nu) og de to Ungbaltiske isfremstød (19-17.000 år før nu). Desuden ses ’Det Hvide Sand’ fra Weichsel (afsat af vind og vand i et arktisk klima præget af permafrost), samt ’Det Blanke Ler’ og det marine ’Cyprina Ler’ fra Eem-mellemistiden.

Derudover indeholder Vejsnæs Nakke også ferskvandsler og tørv, vekslende mørke ler- og sandlag, samt flere enheder af smeltevandssand og -grus, der ikke optræder i Ristinge Klint.

Vejsnæs Nakke er kompliceret opbygget og mange steder er lagene blevet foldet sammen, skubbet ind over hinanden eller sågar vendt på hovedet af gletsjerne under sidste istid. Det skyldes blandt andet, at landskabet er skabt af flere isstrømme. Dels har isen ’trukket’ bakkelandskabet i området ud i langstrakte former (såkaldte drumlins) i retningen sydøst-nordvest og dels udgør Vejsnæs Nakke en del af en israndslinje skabt af Bælthav Isstrømmen (’Lillebælts-gletsjeren’) for 18-17.000 år siden, langs hvilken isen i flere omgange skubbede til lagene.

Det dynamiske kystlandskab

Efter at havet i Holocæn (perioden efter sidste istid) var trængt ind over området syd for Fyn og skabt Det Sydfynske Øhav, har havets vedvarende slitage på istidslandskabet skabt markante klinter langs Ærøs sydkyst. Herfra har kyststrømmene ført de løsnede materialer til områder med lavere og mere roligt vand, hvor de kunne aflejres og opbygge nyt land   -   såkaldt marint forland.

Ved Sjoen, 500 m nordvest for Vejsnæs Nakke, er en mindre bugt således blevet fyldt op med ler, sand og grus tilført af havet. I dag fremstår området som et marint forland med græsklædte strandenge med fugtige lavninger (tilgroede strandsøer) og strandvolde dækket af et smalt bælte af lave kystklitter.

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil det drumliniserede istidslandskab i klintens bagland næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. Ud over den menneskelig påvirkning af overfladeterrænet ved f.eks. almindelig landbrugsdrift forventes ændringerne i landskabet at være begrænsede. Dog vil det storbakkede landskab miste karakter ved skovplantning, etablering af større solcelleanlæg samt yderligere opstilling af vindmøller som et led i den grønne omstilling. Der står allerede flere møller i området og ved Sjoen.

Med udsigt til et forventet stigende havniveau og klimaforandringer, der formodes at øge hyppigheden af storme og højvandssituationer, vil nedbrydningen af kysten formentlig accelerere.

Der skelnes mellem to typer erosion: (1) Den kroniske erosion, som er den daglige bølge-, strøm- og vindpåvirkning af kysten; (2) Den akutte erosion, som typisk opstår ved storm i kombination med højvande og kraftig bølgepåvirkning. Kraftig akut erosion af klinterne kan især under stormfloder forårsage jordskred og dermed tab af land. Ligeledes vil forøget nedbør øge risikoen for skred.

På luftfotos ses flere større udskridninger af ældre dato langs kysten, hvilket er et normalt og karakteristisk træk for mange af Ærøs klintkyster. Årsagen til skredaktiviteten skyldes kombinationen af nedbør, grundvandsudsivning, havets erosion og ikke mindst de geologiske forhold, hvor klinterne ofte indeholder isforstyrrede lag af fedt ler (primært ’Det Blanke Ler’ og ’Cyprina Ler’ fra Eem-mellemistiden). Sådanne lag virker vandstandsende og fungerer som sæbeglatte glideflader, ovenpå hvilke de overliggende jordlag skrider ud.

Som et led i bevarelsen af geoparkens naturkarakteristik og geodiversitet bør klinterne dog i videst muligt omfang friholdes for kystsikring, så de naturlige kystprocesser fortsat kan råde frit og samtidig holde de illustrative geologiske profiler åbne.

Et stigende havniveau vil potentielt øge risikoen for saltvandsindtrængning i kystnære drikkevandsboringer og/eller grundvandsmagasiner.

Grundet områdets morfologi og dannelseshistorie indeholder det omkringliggende morænelandskab relativt få lavninger med mindre mosestrøg og lavbundsjorde. Dog kan øget nedbør sammen med et stigende havniveau påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene og lokalt hæve vandstanden og eventuelt skabe problemer for her liggende ejendomme og landbrugsjord.

Da terrænhældningerne er forholdsvis moderate og overfladejordarterne overvejende lerede, vil hyppigere skybrud næppe føre til væsentlige ændringer i overfladeerosionen. Hovedparten af landskabet i baglandet er opdyrket. Øget nedbør influerer også på de naturlige jordbundsdannende processer og vil f.eks. kunne føre til øget udvaskning af ler, salte, mineraler og næringsstoffer fra de øvre jordlag.

Ud over ændringer i erosionsraten langs Vejsnæs Nakke vil de største kystnære ændringer i forbindelse med et stigende havniveau formentlig finde sted omkring det marine forland, Sjoen. Ved ekstreme højvands-situationer oversvømmes store dele af det lavtliggende område.

Værdi

På grund af kystlinjens buede forløb og dermed klintens sydøst-nordvestlige og sydvest-nordøstlige orientering får man mulighed for at iagttage klintens komplekse istektoniske strukturer fra flere sider. Derudover tilføjer de nutidige skredrelaterede processer yderligere kompleksitet til de forskellige strukturer, der ses i klinten. Sammen med den omfattende sen-kvartære lagfølge gør disse forhold Vejsnæs Nakke til en oplagt forsknings- og undervisningslokalitet.

Vejsnæs Nakke er beskyttet under Natura 2000 område nr. 127 og Habitatområde H111. Sammen med Sjoen er Vejsnæs Nakke for nylig blevet klassificeret som en lokalitet af regional geologisk interesse (RGI).