Voderup Klint

Det imponerende og maleriske landskab ved Voderup Klint, 2,5 km sydvest for Vindeballe, er en af Ærøs mest besøgte naturseværdigheder. Voderup Klint er ca. 3 km lang og 25-33 m høj og udgør en del af et næsten ubrudt forløb af klinter, der strækker sig langs det meste af Ærøs sydkyst.

Området blev fredet i 1957 og forvaltes af Naturstyrelsen. Det er let tilgængeligt året rundt fra den store parkeringsplads ovenfor klinten, hvor der også er toiletfaciliteter og informationstavler. Herfra fører en gangsti med trapper til stranden, mens en anden sti løber langs toppen af skredterrasserne med flotte udsigter undervejs.

Klinten ligger i et af landets sydligste områder og klimaet er derfor relativt mildt. De sydvestvendte skråninger med græsoverdrev har et særligt mikroklima, der skaber gode betingelser for forskellige krybdyrarter og en række sjældne insekter og planter. I de små vandhuller, skabt af kildevæld for foden af ’trappetrinene’, kan man i det sene forår være heldig at høre klokkefrøens karakteristiske kvækken.

Istidslandskabet ved Voderup Klint

Lagserien i Voderup Klint synes i store træk at være den samme som i Ristinge Klint på Langeland. De ældste lag er ’Det Blanke Ler’ og skalførende, havaflejret ’Cyprina Ler’ fra Eem-mellemistiden (130-115.000 år før nu). Herefter følger ’Det Hvide Sand’, aflejret af vind og vand i et arktisk klima præget af permafrost forud for Ristinge Fremstødet (55-50.000 år før nu) i Weichsel. De yngre aflejringer består af moræneler og smeltevandssand afsat af ’Nordøst-isen’ (23-21.000 år før nu) og de to Ungbaltiske isfremstød (19-17.000 år før nu). Enkelte steder ses desuden vekslende mørke ler- og sandlag af usikker alder, som ikke forekommer i Ristinge Klint.

Baglandet til Voderup Klint udgøres af en moræneflade med lave langstrakte bakker (såkaldte drumlins), som de yngste isstrømme har ’trukket ud’ i sydøst-nordvestlig retning.

Klintens hovedattraktion er dog de karakteristiske skredterrasser, der ligner kæmpemæssige trappetrin. De er opstået ved, at nedsivende regnvand på sin vej ned gennem jordlagene møder fede, vandstandsende lerlag fra Eem-mellemistiden. Her danner vandet og det fede ler en slags glidebane, ovenpå hvilken de overliggende jordlag skrider ud som store langstrakte blokke langs kurveformede glideflader. Samtidig med udskridningen roterer blokkene om deres egen længdeakse parallelt med kysten således, at overfladen af hver blok kommer til at hælde lidt indad mod land. Denne type skred kaldes for rotationsskred. Ved foden af de enkelte ’trappetrin’ har udsivende grundvand samlet sig på overfladen af de hældende blokke og skabt små fugtige lavninger og vandhuller til glæde for padder og vandplanter.

Lidt nordvest for klinten lå Bregninge Teglværk. Det blev opført i 1888, havde sin egen anløbsbro og beskæftigede 10–12 arbejdere. En kulfyret ringovn kom til i 1908. På grund af et ret højt kalkindhold i leret var murstenene dog af middelmådig kvalitet. Efter at produktionen ophørte i 1938, blev bygningerne revet ned og i dag står kun skorstenen tilbage.

Det dynamiske kystlandskab

Efter at havet i Holocæn (perioden efter sidste istid) var trængt ind over området syd for Fyn og skabt Det Sydfynske Øhav, har havets vedvarende slitage på istidslandskabet skabt markante klinter langs Ærøs sydkyst. Hele strækningen langs Voderup Klint er udviklet som en stejlkyst med et retlinet forløb. Stranden er smal og stenet med spredte store blokke, som havet har vasket ud af klinten. Vinterhalvårets storme og højvandssituationer skaber ofte store strandvolde af rullesten langs foden af klinten, som så for en tid yder en vis beskyttelse mod havets erosion.

Landskabet i fremtiden

Set i et geologisk perspektiv vil istidslandskabet i klintens bagland næppe forandres inden for en overskuelig fremtid. Ud over den menneskelig påvirkning af overfladeterrænet ved f.eks. almindelig landbrugsdrift forventes ændringerne i landskabet at være begrænsede. Dog vil landskabet miste karakter ved skovplantning, etablering af større solcelleanlæg samt opstilling af vindmøller som et led i den grønne omstilling.

Med udsigt til et forventet stigende havniveau og klimaforandringer, der formodes at øge hyppigheden af storme og højvandssituationer, vil nedbrydningen af kysten formentlig accelerere.

Der skelnes mellem to typer erosion: (1) Den kroniske erosion, som er den daglige bølge-, strøm- og vindpåvirkning af kysten; (2) Den akutte erosion, som typisk opstår ved storm i kombination med højvande og kraftig bølgepåvirkning. Kraftig akut erosion af klinterne kan især under stormfloder forårsage jordskred og dermed tab af land. Ligeledes vil forøget nedbør øge risikoen for skred.

I 2020 opskalerede GEUS overvågningen af kystnære landområder, hvor potentielt destruktive ’landslides’ kan true bygninger og/eller vigtig infrastruktur. Denne overvågning omfatter også flere strækninger langs Ærøs sydkyst, heriblandt Voderup Klint området. Ifølge lokale kilder skete det sidste meget store skred i 1834, mens det sidste større skred i nyere tid fandt sted i 1980’erne. Således synes skredprocesserne stadig at være periodisk aktive og de fleste skred finder som regel sted i år med særlig megen nedbør. Grundet Ærøs geologiske forhold, hvor mange af klinterne indeholder stærkt forstyrrede lag af fedt ler (primært ’Det Blanke Ler’ og ’Cyprina Ler’ fra Eem-mellemistiden), må en del kystnære områder anses for at være særlig udsatte for skred.

Som et led i bevarelsen af geoparkens naturkarakteristik og geodiversitet bør klinterne dog i videst muligt omfang friholdes for kystsikring, så de naturlige kystprocesser fortsat kan råde frit og samtidig holde de illustrative geologiske profiler åbne.

Et stigende havniveau vil potentielt øge risikoen for saltvandsindtrængning i kystnære drikkevandsboringer og/eller grundvandsmagasiner.

Grundet områdets morfologi og dannelseshistorie indeholder det omkringliggende morænelandskab relativt få lavninger med mindre mosestrøg og lavbundsjorde. Dog kan øget nedbør sammen med et stigende havniveau påvirke grundvandsstanden og afstrømningsforholdene og lokalt hæve vandstanden og eventuelt skabe problemer for her liggende ejendomme og landbrugsjord.

Da terrænhældningerne er forholdsvis moderate og overfladejordarterne overvejende lerede, vil hyppigere skybrud næppe føre til væsentlige ændringer i overfladeerosionen. Hovedparten af landskabet i baglandet er opdyrket. Øget nedbør influerer også på de naturlige jordbundsdannende processer og vil f.eks. kunne føre til øget udvaskning af ler, salte, mineraler og næringsstoffer fra de øvre jordlag.

Værdi

Voderup Klint er et område af national geologisk interesse med stor forsknings-, undervisnings- og formidlingsmæssig værdi for studier af skredmekanismer i danske kvartære aflejringer. Desuden har området en høj æstetisk værdi og er en af de mest besøgte naturattraktioner på Ærø.

Mikroklimaet på de tørre og varme, sydvestvendte skrænter og terrasser skaber gunstige livsbetingelser for flere krybdyrarter og særligt tilpassede plantesamfund og de små isolerede vådområder er vigtige biotoper for padder og vandplanter.

Området blev fredet i 1957 og forvaltes af Naturstyrelsen. Det er beskyttet under Natura 2000 område nr. 127 og Habitatområde H111. Området er klassificeret som en del af det Nationale Geologiske Interesseområde NGI 130 og en del af det Nationale Kystinteresseområde NK 43.