Geopark: Lohals Havn
Den lille havneby Lohals på Nordlangeland blev allerede i 1630 godkendt som udskibningssted for varer og personer.
Først efter Englandskrigene (1801-1814) fik byen begyndelsen til en havn, da den overtog skibsbroerne fra den kanonbådsstation, der var blevet bygget på stedet under krigen.
I 1863 blev de nedslidte broer erstattet med en ny skibsbro og mole, da der var fremgang i både godsfragt, skibsbyggeri, færgefart og i høj grad fiskeri.
Lohals’ storhedstid som søfartssamfund toppede i begyndelsen af 1900-tallet, og på det tidspunkt havde turisterne fået øje på det lille samfund med den gode færgeforbindelse til Sjælland.
Det sidste fragtskib i Lohals blev solgt i 1972, og færgeruten lukkede i 1998. I dag er havnen en populær lystbådehavn og Øhavsstien har et af sine slutpunkter her.
Læs mere om havnens faciliteter her.