Gudme Kirke
Gudme Kirke var i den katolske tid viet til Sct. Laurentius og regnes for en af de ældste kirker på Fyn. Af den oprindelige romanske kirke er kun bevaret det store skib, der er opført af rå kamp.
I gotisk tid er det romanske kor nedrevet og genopført i hele skibets bredde. I 1589 var der - i følge biskop Jacob Madsens visitatsborg - en storkerede på korets gavl. Fra samme periode stammer kirkens hvælvinger og det svære tårn i kirkens vestende. De kraftige stræbepiller ved tårnets hjørner er dog fra nyere tid.
Våbenhuset på kirkens sydside er bygget i 1603 og anvendes i dag som ligkapel.
Alle kirkens hvælvinger er i 1488 dekoreret med kalkmalede ornamenter og figurer. På kirkerummets vestvæg er et stort kalkmaleri, der viser Sct. Jørgens kamp med dragen.