Turforslag: Sejltur, ø-liv og fugleliv på Drejø og Skarø

Foto: Mikkel Jézéquel

Oplev det idylliske ø-liv. Det er næsten som at rejse til en svunden tid, at besøge de små øer i øhavet. Fraværet af trafik og byfornyelse giver plads til naturens lyde, fugleliv og gammel byggestil.

Ja, livet på de små øer er noget helt særligt. Alene sejlturen med færgen Højestene er en oplevelse i sig selv - nyd overfarten på det overdækkede dæk og mærk det særlige ved at transportere sig til havs. Det er en helt afgørende del af geoparkens kulturarv, da det store antal øer i Øhavet har gjort området kendt for sejlads og skibsbyggeri.

Øerne er forholdsvis små, så vi anbefaler at besøge dem til fods eller på cykel. Højestene sejler til begge øer, så du kan stå af på Drejø, sejle herfra videre til Skarø for så at sejle retur til Svendborg herfra.

Stå af færgen på Drejø og gå eller hop på cyklen gennem Drejø by til Gammel Havn og oplev den særlige stemning (1,8 km). Hvis du ikke har din egen cykel med, kan du leje cykler på havnen. 

Tag turen videre til Drejø klint, hvor der er fantastisk udsyn og spændende geologi (5,2 km). 

Tag fra Drejø med færgen videre til Skarø og besøg danmarks nok skønnest beliggende isfabrik “Skarø Is” (450 m). Her produceres is i verdensklasse, og i gårdhaven kan du nyde både is, kaffe og små måltider. 

Trampestier tværs over marker og langs kysterne gør det let at udforske øen til fods. En gåtur på Skarøs 900 m lange rev er også en særlig oplevelse. Dog skal det bemærkes at revet er et vildtreservat, og der er derfor ikke adgang i fuglenes yngletid fra 1. marts til 15. juli. 

Tid

Mindst én hel dag - men man kan også sagtens bruge en dag på hver ø.
Se Højestenes fartplan

Anbefalet transportmiddel

Cykel eller til fods (turens længde er fra 6 km og op afhængigt af, hvor meget af øerne du udforsker)

Særlige hensyn

Der kan købes mad og drikke på begge øer, men det kan være en god ide at tjekke åbningstider, hvis du besøger øerne uden for højsæsonen. Læs mere om mulighederne på Skarø og Drejø