Turforslag: Vandring, udsigt og istidslandskaber
Bevæg dig ud på Øhavsstien og oplev en bjergtagende udsigt over det særprægede bakkede landskab i Svanninge bakker og bjerge. Første strækning går fra Falsled til Faaborg, hvor du undervejs når to af Fyns højeste punkter.
Øhavsstien er 220 km vandresti smukt omkranset af Det Sydfynske Øhav. Den første strækning går fra Falsled til Faaborg (i alt 26 km). Undervejs når du to af Fyns højeste punkter (Trebjerg og Lerbjerg) hvorfra du får en bjergtagende udsigt over det særprægede bakkede landskab, også kaldet De Fynske Alper. Du kan læse mere om ruten og seværdighederne undervejs på Øhavsstiens hjemmeside.
Landskabet er skabt i slutningen af sidste istid, hvor isen trak sig frem og tilbage. Forestil dig 2-3 km tyk is, der med sin voldsomme kraft som en bulldozer skubber og maser gigantiske mængder jord og sten. Det bliver grundlaget for det fantastiske landskab, vi kender i dag, og som har inspireret Fynbomalernes kunstbevægelse sidst i 1880-tallet og det berømte maleri “Aftenleg i Svanninge bakker”
Du kan hente kort over øhavsstien på turistbureauerne på Sydfyn. Se den digitale version her.
Tid
En hel dags vandring.
Anbefalet transportmiddel
Til fods. Du kan komme til Falsled med teletaxi. Bemærk at turen skal bestilles senest 2 timer før afgang. Læs mere på Fynbus’ hjemmeside.
Særlige hensyn
Kuperet terræn.